Hvordan tænker vi? Vi ved og tror - men ikke på noget fast og bestemt.
Vores konsulentpraksis og det daglige arbejde i DUET Teatret er et tværfagligt samarbejde mellem organisations-/proceskonsulenter og skuespillere/kunstnere. Vores konsulentpraksis bygger således på en kombination af organisations- og erhvervspsykologiske teorier og metoder, kreativitetsteorier og -teknikker, samt af færdigheder og redskaber hentet fra teater- og kunstverdenen.
Vi tilstræber processer, som indfanger og sikrer et arbejde med alle perspektiver i og på organisationen - fra top til bund. Dette samtidige arbejde på den organisatoriske helhed og den enkeltes rolle/ansvar, lader organisation, ledelse og individuel udvikling være alen ud af samme stykke. Denne forståelse finder vi frugtbar i alle former for organisationsarbejde, men også nødvendig i lyset af de stadig skærpede krav på arbejdsmarkedet - og dermed krav til den enkelte leder og medarbejder.
Vi betragter generelt udviklingsprocesser - organisatorisk eller individuelt - som videnskabende. Udfordringen består for os at se i at få aktiveret den eksisterende tavse viden, så den bliver bevidstgjort for 'ejeren' og tilgængelig for organisationen som fælles afsæt for den ny bevægelse. Styrken i det fiktive medie og i de kreative metoder anvendt i DUET Teatret er disse procesredskabers evne til at give den tavse viden krop og mæle - og samtidige evne til at gøre denne viden til en fælles oplevelse og et fælles eje.
I praksis betyder ovenstående, at vi behandler enhver udviklingsproces med respekt for det eksisterende fundament i organisationen - og med ydmyghed for den ofte krævende omstilling, processen måtte betyde for organisationen og dens ansatte.
Vi lægger vægt på, at vores kompetencer skal handle om evnen til at implementere og integrere løsninger, evnen til at tilpasse løsningerne til den enkelte organisation, evnen til at kommunikere, og evnen til at forstå organisationens problemer i deres helhed og sammenhæng.
Vi lægger vægt på at tilpasse vores faglighed til den konkrete organisation, som vi arbejder i/for, at vi kan sætte os ind i organisationens 'ånd og sjæl', at vi kan deltage i og bidrage til organisationens proces, samt at vi kan kommunikere med virksomhedens ledelse og medarbejdere.