Forumteater / Interaktivt teater. Tag en dialog - og handl på den.
Forumteater er interaktivt teater - en teaterform, der er udviklet med det formål at involvere 'publikum' i løsningen af de konflikter, udfordringer og muligheder, der opstår på scenen. Forumteater gør problemstillinger og udfordringer tilgængelige ved at sætte dem i spil. Det er skuespillerne, der - som det første - sætter scenen i forhold til det tema, der er på dagsordenen. I forumteater metoden stopper forestillingen eller scenen altid, hvor konflikterne, udfordringerne og mulighederne er størst - og med dét udgangspunkt går det såkaldte forumarbejde i gang.
DUET Teatret | København - Odense - Århus | Telefon 4226 8080
I forumarbejdet spørger vi deltagerne: Hvad er det, der foregår i scenen? - Hvordan er de indbyrdes relationer? - Hvad er problemet? - Og hvem kan/skal gøre noget? Uanset hvad deltagerne foreslår, bliver det afprøvet på scenen. Skuespillerne spiller løsningsforslagene, mens deltagerne studerer reaktionerne på og følgerne af det enkelte forslag og supplerer med nye ideer til at håndtere situationen på scenen. Når lysten melder sig, kommer deltagerne selv på banen og prøver deres idéer og forslag af sammen med/på skuespillerne. Og vi 'øver' os sammen.
I forumteater arbejder vi med dialogen, relationen og reaktionen mellem mennesker i forskellige situationer. Alt kan lade sig gøre - og alt hvad man gør, fører noget andet med sig. Deri adskiller teatret sig ikke fra virkeligheden. Og som i virkeligheden er der ingen rigtige svar, men mange brugbare tilgange og muligheder. Forumteater er en unik chance for at afprøve og afsøge dét, som i hverdagen er vanskeligt eller giver anledning til svære overvejelser. Den vanskelige samtale, en revideret strategi, det psykiske arbejdsmiljø, nye værdier på arbejdspladsen, ny ledelse, nye samarbejdsformer - er blot eksempler på emner man kan tage op og anvende forumteater til. Og som spejling af Jeres virkelighed - her og nu - er forumteater en vej til at se det hele på en anden måde og fra flere perspektiver, så en ny og frugtbar dialog sættes i gang. Endelig er forumteatret et engagerende, involverende, provokerende og underholdende udviklingsredskab.
Vi kommer med en fast forestilling eller en færdig scene - skræddersyet til netop Jeres arbejdsplads, og/eller vi spiller deltagernes egne historier på stedet. Det er 'teaterleg' med grobund i virkeligheden, og virkelighed med 'teaterleg' som forløsende, udforskende og givende middel. Det er forumteater.